(Please scroll to bottom for english version of text made by google translate)
HER ER INGEN TABERE
Af Peter Michael Hornung. Kunstanmelder på Politiken.
Det er sket, endda mere end én gang, at denne kunst har aflagt besøg på et museum, for en kort, afgrænset periode. F.eks. har man kunnet finde den på Holstebro Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum og Trapholt Kunstmuseum. Og uden for Danmarks grænser har den også været på Garage Museum of Contemporary Art i Moskva og Rijeka Museum of Modern and Contemporary Art i Kroatien.
Men at være på et museum er ikke det samme som at være repræsenteret på et museum. Så normalt kan vi ikke finde denne kunst på de offentlige adresser, hvor så meget anden slags kunst er samlet og repræsenteret. Og vi vil heller ikke finde den i privatsfæren, i folks stuer. Den kunst, som vi taler om, kan hverken hænge over din sofa eller stå i din vindueskarm, og det er der mindst én grund til: For der vil slet ikke være plads nok.
Det er heller ikke en kunst, der står og trækker renter, uanset hvor den befinder sig. Tværtimod koster den noget at realisere, som alt andet, der involverer en indsats fra mennesker. Men man investerer ikke i selve kunstværket. Derimod investerer man i alt det, der kan opstå omkring værket, i det samvær, som værket skaber omkring sig. Og samværet er en meget væsentlig del af denne kunst.
På en måde er denne kunst – Karoline H. Larsens kunst – en særlig inddragende form for kunstnerisk aktivitet. Det skyldes, at den i den grad inddrager og aktiverer de mennesker, der – uanset køn, alder, temperament og nationalitet – kommer i berøring med det.
****
Ingen anden kunstform har en så udpræget social effekt. For kommer man tæt på et sådant værk, kommer man også tættere på andre mennesker. Det vil altid og uundgåeligt inddrage den, der bruger det og lader sig bruge af det. Det er kunstværket forklædt som folkefest, men også som en leg, en leg, hvor forskellen mellem børn og voksne for en tid synes ophævet. Midt i tumulten f.eks. i et værk ’Allehelgensoptoget’, som fandt sted i Roskilde, mærker man en forbindelse til de mange lege, som mange voksne måske legede som børn, og som vi tog en slags frivillig afsked med, da vi følte, at vi ikke længere var børn – og derfor burde opføre os som voksne. Men vi mistede noget vigtigt i denne overgangsfase, dette hamskifte fra barn til voksen. Det vi mistede, var en særlig kreativ frihed. Friheden til at bruge vores krop samtidig med at vi brugte vores frie fantasi.
Der findes mere end ét ord for denne særlige brugerinddragende aktivitet. Og ord som fest og leg er allerede brugt. Men vi tør også godt kalde den for kunst. Især fordi det er en kunstner, der står for det. Alligevel er det sjældent at finde denne aktivitetsform omtalt i den gængse kunsthistoriske litteratur. Det kan hænge sammen med, at den som sit særlige kendetegn ikke finder sted samme sted som de skulpturer og eksperimenterende happenings, som vi kender fra litteraturen om kunst.
Det er der som sagt gode grunde til.
****
For hvor den vises, er der langt højere til loftet end på noget museum. Ofte er himlen dens eneste loft, ligesom gulvet, den udspiller sig på, kun kan være identisk med det græsareal, det asfalterede område eller det stykke jord, som vi allesammen har en andel i. Aktionen har kun én officiel adresse, og det er hvor som helst i det offentlige rum.
For at komme i kontakt med denne særlige kunst, skal vi ikke først forcere en trappe, passere en indgang eller gå gennem en billetmølle. I modsætning til de kendte kunstinstitutioner er der fri adgang, ligesom der i princippet kan være åbent hele døgnet. Og når vi først er indenfor, er der intet opsyn, der beder os holde afstand til de udstillede værker. Snarere tværtimod. For vi er integreret i værket. Der er ingen barrierer, hvad der også afspejler sig i besøget – og i publikumsaktiviteterne.
I denne kunstneriske proces er kunstneren heller ikke ene om at være den kreative part. Med andre ord: kreativiteten er ikke – som ved de fleste andre kunstneriske udtryk – et monopol, som tilhører kunstneren, i dette tilfælde Karoline H. Larsen. Her kan man vende ligningen om og sige, at det er hende, der ved sit eksempel opfordrer og inspirerer sit publikum til at være kreativt. Kreativiteten kan blive et kollektivt anliggende, ligesom kollektivet kan blive kreativt. Men det kræver selvfølgelig, at nogen tør og gør det.
Her er kunstneren ikke den aktive, der især skiller sig ud ved at være omgivet af passive. Det er ligefrem hendes opgave at forvandle alle de passive til at være aktive. Hun instruerer dem ikke, og slet ikke i detaljer, for der findes hverken nogen lærebog eller noget partitur. Men hun inspirerer, aktiverer, igangsætter dem. Hun skaber et liv i det, der måske ellers ville være livløst.
Først og fremmest handler det om at skabe eller fremprovokere møder mellem mennesker, der ellers ikke ville mødes. Med et andet udtryk hedder det at slå bro mellem mennesker. Måske derfor er et par konstruktioner i f.eks. Værebro-projektet udformet som broer: Zig-zag-broen, Cirkelbroen.
Denne brobygger-kunst kendes på evnen til at skabe nye kontakter. Og faktisk begynder det hele med, at en eller flere kunstnere kontakter hinanden og finder sammen i et team. Derudover kræver den også en kontakt til en myndighed, en kommune, et boligselskab o.l., dvs. den instans, der skal godkende projektet. Den kontrakt eller aftale, som så indgås mellem myndighederne og dem, der skal stå for projektet, er også en udløber af dette samarbejde. Når projektet efter disse forberedende møder så endelig realiseres, opstår den særlige form for mobil kontakt, der udgør det egentlige værk.
Værket er det møde – eller de møder, der spontant opstår mellem den kunstner (eller de kunstnere/personer), der har påtaget sig at skabe projektet, og så de mennesker, der også er til stede eller tilfældigvis kommer forbi. For projektet er først skabt, når tilstrækkelig mange både tager del i det – og bliver en del af det.
Lad os som eksempel tage snoretrækket eller ’Snorespor’, som man også kalder denne værk-kategori. Et sådant værk kan etableres de fleste steder, hvor der er elmaster, lygtepæle og/eller træer på stedet. For masterne, pælene og træerne skal bruges som fixpunkter for det reb, som danner den grundlæggende konstruktion. Ikke alle slags reb kan anvendes. For det reb, der bruges her, skal være tilstrækkelig stærkt som Dyneema Ocean reb, der har en brudstyrke 3000 kg. Det er kunstneren, der afgør, hvordan rebene skal sættes – og hvor højt. Oftest sker det i en højde af henholdsvis tre og halv eller fem meter. Placeringen finder sted på baggrund af erfaringer, som er indhøstet under tidligere realiseringer af det samme værk. Når først rebet er på plads, følger snorene efter.
****
I disse interaktive, publikums-inkluderende (eller deltager-baserede) projekter er der mindst to ting, man bør lægge mærke til.
Det ene er den visuelle del af projektet. Det er det, der sker i ens synsfelt, når man får øje på alle snorene i forskellige farver, der er bundet sammen på både kryds og tværs, som et polykromt spindelvæv – blot uden edderkoppen!
Men aktionen fortryller også det felt, hvor den foregår, og gør det magisk og dynamisk. De udspændte snore skaber en særlig defineret zone. For enhver, der går ind i denne zone, aktiveres – og på sin helt egen måde.
Mennesker, der vil passere, må opgive deres normale, regelmæssige bevægelsesmønster for overhovedet at komme ud af stedet. For ’Snorespor’ aktiverer dem både fysisk og mentalt. Omgivelserne har de endda selv skabt – eller været med til at skabe sammen med alle de andre, der også færdes på stedet. Det kan typisk være børn, unge og modige ældre, der for en kort tid har lyst til at glemme deres alder.
Når disse børn, unge etc. så bevæger sig, må de enten bøje sig ned eller løfte benene udover det, de sædvanligvis gør, når de går eller løber. Fysisk set gør de, hvad de gør, fordi de er nødt til det. Men de gør det også, fordi alle andre i nærheden gør noget tilsvarende. Når alle de højst forskellige individer, der deltager i aktionen, gør det samme på grund af fælles omstændigheder, skabes et stimulerende fællesskab. Et sådant fællesskab vil aldrig kunne opstå i et normalt gadebillede, hvor de fleste kun har én grund for at være til stede: nemlig deres egen private grund. ’Forhindringerne’ derimod skaber sammenhold og samfølelse, fordi man bliver opmærksom på en opførsel hos andre, der i den grad minder om ens egen.
****
Umiddelbart kunne man nemt lade sine tanker springe fra ’Snorespor’ til hækkeløb og forhindringsløb. For ved disse atletiske discipliner skal man også gøre en særlig indsats for at komme frem. Hverken hækkeløbet eller forhindringsløbet har dog den samme visuelle prægnans, det samme mylder af farver, og hvad der er nok så afgørende: det samme spillerum for personlig frihed. For i sporten er der fastlagte regler, som er med til at definere den enkelte disciplin. Og disse regler gælder for alle deltagere, uden undtagelse. Men det afgørende er alligevel de individuelle præstationer. For modsat ’Snorespor’ er det en konkurrence, hvor det gælder om at komme først i mål. Derfor kan der ved sådan kun være én vinder, kun én, der kan få overrakt en præmie. På en måde er resten tabere.
Ved ’Snorespor’ er der ingen tabere. For her kan enhver gå hjem med sin egen præmie, og præmien er den individuelle oplevelse af frigørelse og frihed, som alle er sikker på at modtage.
Aktionen, man har deltaget i, har selvfølgelig en udløbsdato, og udløbsdatoen kan variere fra gang til gang og fra sted til sted. Det kan vare en dag, hvad det ofte gjorde i starten. Eller det kan vare meget længere, f.eks. to måneder, som det gjorde i Holstebro Kunstmuseum, på Trapholt og i Moskva!
Når det hele så er overstået, eksisterer aktionen kun i deltagernes hukommelse, og i lige så mange forskellige versioner, som der har været deltagere. Men hvad der er sket, kan også dokumenteres som film.
Det bliver så en film med mange medvirkende, en film, hvor ingen dog er mere ’stjerne’ end alle de andre.
English Google Translation
There are no losers here
By Peter Michael Hornung
It has happened, even more than once, that this art has paid a visit to a museum, for a short, limited period of time. For example. it has been found at Holstebro Art Museum, Esbjerg Art Museum and Trapholt Art Museum. And outside Denmark’s borders, it has also been at the Garage Museum of Contemporary Art in Moscow and the Rijeka Museum of Modern and Contemporary Art in Koatien.
But being in a museum is not the same as being represented in a museum. So usually we can not find this art at the public addresses where so much other kind of art is gathered and represented. Nor will we find it in the private sphere, in people’s living rooms. The art we are talking about can neither hang over your sofa nor stand on your windowsill, and there is at least one reason for this: because there will not be enough space at all.
Nor is it an art that stands and pulls interest, no matter where it is located. On the contrary, it costs something to realize, like everything else that involves human effort. But you do not invest in the work of art itself. On the other hand, one invests in everything that can arise around the work, in the togetherness that the work creates around it. And togetherness is a very essential part of this art.
In a way, this art – Karoline H. Larsen’s art – is a particularly engaging form of artistic activity. This is because it involves and activates the people who – regardless of gender, age, temperament and nationality – come into contact with it.
****
No other art form has such a pronounced social effect. Because if you get close to such a work, you also get closer to other people. It will always and inevitably involve the one who uses it and lets himself be used by it. It is the work of art disguised as a folk festival, but also as a play, a play in which the difference between children and adults for a time seems abolished. In the middle of the tumult e.g. in a work ‘Allehelgensoptoget’, which took place in Roskilde, you feel a connection to the many games that many adults may have played as children, and which we took a kind of voluntary farewell to when we felt that we were no longer children – and therefore should behave like adults. But we lost something important in this transitional phase, this transition from child to adult. What we lost was a special creative freedom. The freedom to use our body while using our free imagination.
There is more than one word for this particular user-engaging activity. And words like party and play have already been used. But we also dare to call it art. Especially because it’s an artist who does it. Yet it is rare to find this form of activity mentioned in the current art historical literature. This may be due to the fact that, as its special feature, it does not take place in the same place as the sculptures and experimental happenings that we know from the literature on art.
As I said, there are good reasons for this.
****
For where it appears, there are far higher ceilings than at any museum. Often the sky is its only ceiling, just as the floor on which it takes place can only be identical with the grass area, the paved area or the piece of land in which we all have a share. The action has only one official address, and that is where anywhere in the public space.
To get in touch with this particular art, we do not have to first climb a staircase, pass an entrance or walk through a ticket mill. In contrast to the well-known art institutions, there is free access, just as in principle it can be open 24 hours a day. And once we are inside, there is no oversight that asks us to keep our distance from the exhibited works. Quite the contrary. Because we are integrated in the work. There are no barriers, which is also reflected in the visit – and in the audience activities.
In this artistic process, the artist is also not alone in being the creative party. In other words: creativity is not – as with most other artistic expressions – a monopoly that belongs to the artist, in this case Karoline H. Larsen. Here you can turn the equation around and say that it is she who, by her example, encourages and inspires her audience to be creative. Creativity can become a collective matter, just as the collective can become creative. But, of course, it requires someone to dare and do it.
Here, the artist is not the active one, who especially stands out by being surrounded by passive. It is precisely her job to transform all the passive into active ones. She does not instruct them, and not at all in detail, for there is neither a textbook nor a score. But she inspires, activates, initiates them. She creates a life in what might otherwise be lifeless.
First and foremost, it is about creating or provoking encounters between people who would not otherwise meet. In other words, it is called bridging people. Perhaps that is why a few constructions in e.g. The Værebro project designed as bridges: the Zig-zag bridge, the Circular bridge.
This bridge-building art is known for its ability to create new contacts. And in fact, it all starts with one or more artists contacting each other and finding each other in a team. In addition, it also requires a contact to an authority, a municipality, a housing association, etc., ie. the body that must approve the project. The contract or agreement that is then concluded between the authorities and those who are to be responsible for the project is also a spin-off of this collaboration. When the project is finally realized after these preparatory meetings, the special kind of mobile contact that constitutes the actual work arises.
The work is the meeting – or the meetings that arise spontaneously between the artist (or the artists / persons) who have undertaken to create the project, and then the people who are also present or happen to pass by. For the project is only created when a sufficient number of boats take part in it – and become part of it.
Let us take as an example the cord pull or ‘Cord Track’ as it is also called this work category. Such a work can be established in most places where there are electricity pylons, lampposts and / or trees on site. For the masts, poles and trees to be used as fixing points for the rope which forms the basic structure. Not all types of ropes can be used. For the rope used here must be strong enough as Dyneema Ocean rope which has a breaking strength of 3000 kg. It is the artist who decides how the ropes should be set – and how high. Most often it occurs at a height of three and a half or five meters, respectively. The placement takes place on the basis of experience gained during previous realizations of the same work. Once the rope is in place, the strings follow.
****
In these interactive, audience-inclusive (or participant-based) projects, there are at least two things to pay attention to.
One is the visual part of the project. This is what happens in one’s field of vision, when one sees all the strings in different colors that are tied together crosswise, like a polychrome cobweb – just without the spider!
But the action also enchants the field in which it takes place, making it magical and dynamic. The stretched cords create a specially defined zone. For anyone who enters this zone is activated – and in its very own way.
People who want to pass must give up their normal, regular pattern of movement to get out of place at all. For ‘Cords’ activates them both physically and mentally. They have even created the surroundings themselves – or helped to create together with all the others who also move around the place. It can typically be children, young people and brave older people who for a short time want to forget their age.
When these children, young people etc. then move, they must either bend down or lift their legs beyond what they usually do when walking or running. Physically, they do what they do because they have to. But they do it too, because everyone else nearby is doing something similar. When all the very different individuals participating in the action do the same thing due to common circumstances, a stimulating community is created. Such a community will never be able to emerge in a normal street scene, where most people have only one reason for being present: namely, their own private ground. The ‘obstacles’, on the other hand, create unity and empathy, because one becomes aware of a behavior in others that is so reminiscent of one’s own.
****
Immediately, one could easily let one’s thoughts jump from ‘Snorespor’ to hurdles and obstacle races. For in these athletic disciplines one must also make a special effort to get ahead. However, neither the hurdle race nor the obstacle race have the same visual impregnation, the same myriad of colors, and what is probably so crucial: the same leeway for personal freedom. Because in sports, there are established rules that help to define the individual discipline. And these rules apply to all participants, without exception. But what matters is the individual performance. For the opposite of ‘Snorespor’, it is a competition where it is a matter of getting to the finish line first. Therefore, there can be only one winner, only one who can be awarded a prize. In a way, the rest are losers.
At ‘Snorespor’ there are no losers. For here anyone can go home with his own prize, and the prize is the individual experience of liberation and freedom that everyone is sure to receive.
The action you have participated in, of course, has an expiration date, and the expiration date can vary from time to time and from place to place. It may last a day, what it often did in the beginning. Or it can last much longer, e.g. two months, as it did in Holstebro Art Museum, at Trapholt and in Moscow!
When it’s all over, the action only exists in the participants’ memory, and in as many different versions as there have been participants. But what has happened can also be documented as a film.
It will then be a film with many actors, a film where no one is more ‘star’ than all the others.