I AM WHEN I MEET THE WORLD
Can I examine the encounter with the city’s textures up close?
Nothing has category. So what is the lamppost before it is the lamppost? When examining the lamp post with the tongue, or hitting it with a stick?
What is the world?
Who do I become when I meet the world exploratory with my body? Where I am not human, or where I am human, plant, animal, air, water, fire, instinct, material. Lick, gnaw, drool, spit. But also knock, mash, lie down, hammer, rub, touch. To so slowly discover what it is – and explore the place and what it can in other ways.
I am working to open up a space that is closed off due to all the words and definitions. Audiences online are welcome to join, watch and perhaps post their own surveys of the encounter with the world.
Karoline, 5 August 2020.
Blog-resumé by Mille Højserslev
Lick on a lamppost.
“If you want to find new ways, then you have to investigate some things.” Karoline H. Larsen is absolutely right about that. The way she does it is to use her body first. And not just by using her hands, her eyes and her sense of smell. No, the tongue also comes into use. She licks on a lamppost just to find out how it tastes. She also licks rainwater off a leaf because she is thirsty. She lays down on grass and asphalt, on top of a bench and under the same bench. Larsen examines the textures of the city up close. As a human being, but also as “animal, instinct, saliva and grass”. “Where I do not, and where I also, go a little free of some of the definitions and words we have.”
Wa(l)king Copenhagen – refleksioner og film 30. juli-11. aug.
JEG ER, NÅR JEG MØDER VERDEN
Kan jeg undersøge mødet med byens teksturer helt tæt på?
Ingenting har kategori. Altså hvad er lygtepælen, inden den er lygtepæl? Når man undersøger lygtepælen med tungen, eller slår på den med en pind?
Hvad er verden?
Hvem bliver jeg, når jeg møder verden undersøgende med min krop? Der, hvor jeg ikke er menneske, eller hvor jeg er både menneske, plante, dyr, luft, vand, ild, instinkt, materiale. Slikke, gnaske, savle, spyt. Men også banke, mase, ligge, hamre, gnide, berøre. For så langsomt at opdage, hvad det er – og udforske stedet og hvad det kan på andre måder.
Jeg arbejder med at åbne op for et rum, der er lukket af pga. alle ordene og definitionerne. Publikum online er velkomne til at være med, se på og måske poste egne undersøgelser af mødet med verden.
Karoline H. Larsen, 5.august 2020.
Blog-resumé af Mille Højerslev
Slikke på en lygtepæl
”Hvis man vil finde nye veje, så er man nødt til at undersøge nogle ting”. Det har Karoline H. Larsen så absolut ret i. Måden, hun gør det på, er at bruge kroppen først. Og ikke bare ved at bruge sine hænder, sine øjne og lugtesans. Nej, tungen kommer også i brug. Hun slikker på en lygtepæl bare for at finde ud af, hvordan den smager. Hun slikker også regnvand af et blad, fordi hun er tørstig. Hun lægger sig på græs og asfalt, oven på en bænk og under samme bænk. Larsen undersøger byens teksturer helt tæt på. Som menneske, men også som ”dyr, instinkt, savl og græs”. ”Hvor jeg ikke, og hvor jeg også, går lidt fri af nogle af definitionerne og ordene, vi har”.
The artwork refers to Larsen’s earlier work “Body Signs”
